Danish D-Lite har i øjeblikket cirka 120 medlemmer. Vi giver dig et tilbud om at møde andre bøsser og lesbiske igennem idrætsoplevelser, der foregår i et anderledes miljø end det århusianske natteliv. Danish D-Lite er endvidere et sjovt og sundt alternativ, der ikke udelukker muligheden for en øl og en bytur efter endt træning.
Klubaftener
Ud over de mange forskellige sportsgrene og det sociale i forbindelse med træningen er der klubaftener 4-5 gange om året. Her har vi mulighed for at mødes på tværs af idrætsgrenene, få en øl, en snak og en hyggelig time eller to. En klubaften er enten blot en uformel mødeaften eller en forberedt aktivitet - f.eks. curling, en tur i Djurs Sommerland, grillaften eller spilleaften.
En gang om året mødes medlemmerne til Store Legedag, hvor vi får lov at træne på tværs af alle de praktisk mulige sportsgrene under samme tag! Dagen er også dagen, hvor du kan tage din familie, dine børn eller din kæreste/kammerat med til et slag badminton, en dans eller to eller være med til prøvetræning i volley og håndbold. En sjov dag i en stor hal - hvor der er højt til loftet på alle planer.